Oslo Gospel Choir julekoncert
De regnes for ét af Europas bedste gospelkor. Nu kan du få en uforglemmelig oplevelse med dem i Skive, når de 27. november for første gang gæster Skive med deres særdeles stemningsfulde og velklingende juletoner. Oslo Gospel Choirs julekoncert ’En stjerne skinner i natt’ byder på den ypperste gospeljulemusik, og den har lånt sin titel fra en julesang, som dirigent Tore W. Aas skrev til korets album ’Tusen Julelys’ (1992).
I mere end 30 år har Oslo Gospel Choir fyldt kirker og store koncerthuse i både Norge og udlandet med lækker musik, brede smil og herlig stemning. Det er blevet til flere end tusind koncerter og flere end 2 millioner solgte albums fra koret, som var Norges bedst sælgende kunstner i 1990’erne.
Gospelkoret fra den norske hovedstad har gennem årene udgivet 25 albums, lige som de har medvirket på indspilninger med diverse kunstnere, heriblandt Sissel Kyrkjebø, Plácido Domingo og Stig Rossen.
Julestjerner fra anmelderne
Oslo Gospel Choirs julekoncerter har fået mange rosende ord med på vejen fra danske anmeldere.
Her er et par eksempler:
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Her er dirrende, glødende julenostalgi, så det næsten driver ned ad væggene – aldrig på den klæbrige måde, men altid særdeles elegant og med et væld af små, kække stil- og stemningsskift.Egentlig burde man kunne hælde dén glød og livsenergi, der stråler ud af Oslo Gospel Choir, på flaske, så man kunne gå og nippe af den hele året rundt og ikke bare ved juletid.
- NORDJYSKE Stiftstidende
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Der var både nordiske folketoner, sort amerikansk gospellyd og fællessang med Tore W. Aas i spidsen for det velklingende kor.
- Jyllands-Posten