The Powls
The Powls fejrer 38¾ år med fest, fis og fornyet galskab
Danmarks måske længstlevende – og i hvert fald et af de mest atypiske – underholdningsorkestre inviterer til jubilæumsshow med grin, rock, fællessang og et solidt drys jysk vanvid.
Med 38 år på bagen har The Powls for længst bevist, at de ikke er kommet for at følge opskriften på, hvordan et almindeligt showband skal opføre sig.
Bandet har gennem årene optrådt på blandt andet Smukfest 28 år i træk og Nibe Festival 26 år i træk – foruden et utal af andre festivaler, sommerfester, byfester, havnefester og andre steder, hvor mennesker har haft brug for en god undskyldning for at feste.
Og opskriften er stadig den samme: En heftig og potent cocktail af en “comedy- og rockkoncert”, tilsat fællessang, skæve humoristiske fortællinger, musikalske overraskelser og en god portion uforudsigelighed, samt et nærværende og eksplosivt sceneshow.
38¾ år – og stadig ikke voksne
Nu inviterer The Powls publikum med til 38 3/4 JUBIIiiilæumsshowet – et show, der næppe kan beskrives som et traditionelt jubilæumsshow.
Publikum kan se frem til latterbrøl, humoristiske fortællinger fra det jyske overdrev, fede versioner af klassiske danske og udenlandske hits, egne numre, fællessang og mere end en hel del skæve og overraskende indslag undervejs.
Og selvom man måske allerede har oplevet The Powls før, er der ingen grund til at tro, at man dermed har set det hele.
For The Powls har denne gang givet sig selv et særligt benspænd: En stor del af showet skal bestå af nyt og hidtil uprøvet materiale.
Det betyder med andre ord, at selv garvede Powls-kendere må møde op med åbent sind – og gerne med sikkerhedssele.
Et musikalsk kludetæppe af gammelt, nyt og lettere uforsvarlige musikalske forsøg!
JUBIIiiilæumsshowet bliver et skræddersyet kludetæppe af alt det, The Powls holder af: Gammelt og nyt materiale, gak og gøgl, skæg og spas, musikalske klassikere, egne sange, grin og undren.
Der bliver kendte hits, man kan danse badut til og skråle sig hæs på, nye numre skrevet af bandet selv og – naturligvis – et passende antal overraskelser, som ikke nødvendigvis tåler nærmere beskrivelse på forhånd.
For The Powls har aldrig været et band, der nøjedes med bare at spille musikken.
De spiller en koncert, laver et comedyshow og holder en fest – på én og samme tid.
Efter 38¾ år er The Powls stadig i fuld vigør.
Så glæd dig til en aften med musik, humor, fællessang, fest og en hel del Powls.
Så kom og leg med.
Det bliver sandsynligvis både sjovt, musikalsk udfordrende og desværre ikke noget man glemmer foreløbigt.