Intim koncert med Steffen Brandt – kun for sponsorer

Onsdag den 5. november 2025 kl. 20.00

LUKKET ARRANGEMENT - KUN FOR SPONSORER

Har du lyst til at opleve Steffen Brandt helt tæt på, så kan du allerede nu gå ind og hente det antal billetter du ønsker (dog max 6 billetter). Hvis du gerne vil have flere end de 6 billetter, så send en mail, så ser vi om der er plads.

Steffen Brandt er mest kendt som frontfigur i bandet TV-2, der blev dannet for 45 år siden. Han har skrevet både tekst og musik til alle gruppens sange, og netop hans sans for at skrive sange med kant og charme har været stærkt medvirkende til bandets popularitet. Med afsæt i 80’ernes minimalistiske nyrock udviklede TV-2 sig til et af de mest populære danske bands, og det er de fortsat med at være - uden at miste skarpheden.

Stilen er præget af dobbeltbundethed, ironi og selvironi med veludviklet tæft for at se lige gennem tidens tendenser. Men sangene kredser også omkring tilværelsens helt store spørgsmål: Livet, døden og kærligheden. Steffen Brandt har som dansk tekstforfatter præget det danske sprog med sine hverdagssproglige, ironiske ,men altid kærligt-kritiske, undrende sange. Hans uomtvistelige sproglige talent har beriget danskerne og det danske sprog, og i 2003 modtog han velfortjent Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog.

Glæd dig til en stor oplevelse i Skive Theaters små intime rammer.

Vi glæder os til at se jer!

 

Der er ingen billetter til salg.