Club Klondykes Jule Road Show
Club Klondykes Jule Road Show tager sit udgangspunkt i en medlemsbåret musikklub af samme navn, der gennem 20 år afholdt koncert én gang om måneden i Krudttønden på Østerbro i Kbh. Club Klondyke er nu ophørt i hovedstaden, men holder dog én årlig koncert på Brundby Rock Hotel på Samsø, men klubbens berømte juleshows VIL bare ikke ophøre.
Club Klondyke forhånds-annoncerede ALDRIG hvilke kunstnere, der medvirkede. De trofaste medlemmer og publikum fra gaden mødte på den måde fremragende kunstnere, de ellers aldrig ville være gået hjemmefra for at høre, og ind imellem også ”kendte kunstnere”. Alle optrædende var selvsagt af høj professionel standard, så hemmelighedsprincippet førte naturligvis til mange uventede lykkelige øje- og øreåbnere for publikum. Juleshowet vil, som nævnt, ikke holde op med at begejstre landet over.
Princippet er her næsten det samme: Showet præsenterer hvert år 6 - 8 forskellige dygtige sangere, både kendte og mindre kendte, som kompetent bliver backet op af det super-rutinerede Club Klondyke band. Denne pakke af talent og rutine, har gennem en årrække lagt et begejstret publikum ned, med en blanding af overraskende udvalg af numre, blandet med nye fortolkninger af de store juleklassikere. Du kan roligt glæde dig til en 2 timer lang og varieret julekoncert i Skive Theater, torsdag den 17. december 2027.
Hemmelighedsaspektet er vigtigt for dette specielle juleshow, så vi kan ikke afsløre, hvem der deltager i år, men på billedet (fotograf Jan Palle), kan I se, hvem der medvirkede sidste år og herunder er en liste over nogle af de vokalister der har medvirket tidligere:
Allan Mortensen, Andrea Oehlenschlaeger (Danmarks Whitney Houston), Anne Murillo, Birthe Kjær, Bjørn Fjæstad, Bo Evers, Bobo Moreno, Claus Hassing (Bryan Adams Jam), Dario Campeotto, Ditlev Ulriksen (fra Innocent Blood), Dodo Gad, Dorte Gerlach, Emmelie de Forrest, Gry Harrit, Gry Trampedach, Ivan Pedersen, Jimmy Bacoll, Jørgen Thorup, Kenny Lübcke, Kristine Blond, Lei Moe, Linda Andrews, Line Krogholm (Hovedrollen i Moulin Rouge), Lonnie Kjer, Louise Tuxen, Michael Carøe, Mike Tramp, Miriam Mandipira, Monique, Nanna Larsen, Nikolaj (fra Nikola & Piloterne), Nina Forsberg, Rie Rasmussen, Rubber Band, Sahra Da Silva, Søren Pilmark, Grace James, Tamra Rosanes, Tobias Trier, Tue West… og mange, mange fler’!
Vi håber du er klar til en helt særlig aften, hvor du skal høre 6-8 vokalister. Du kender helt sikkert mange af dem, når du ser dem. Men vi afslører ikke hvem det er – det skal du møde op for, for at få at vide…….